En havefest med hygge i

En havefest med hygge i
Opslået på:Sunday Jun 18
Foran scenen var der god plads til at danse igennem til Per Vers, Zididada og de øvrige navne.
Solen skinnede, øllene var kolde og mange bakkede op, da Danmark Dejligst gæstede Trekroner

Den bliver kaldt Danmarks største havefest. Og endagsfestivalen Danmark Dejligst levede til fulde op til navnet, da den fredag rykkede ind i Trekroner.

På stadion var boldspil skiftet ud med scene, boder, hoppeborge og masser af medbragte festivalstole og tæpper.

– Vi er rigtig godt tilfredse og synes, det blev et hyggeligt og godt arrangement, siger Anne Nøhr Ringgren på vegne af den lokale arrangørgruppe.

I græsset stod og sad en aldersmæssigt broget flok og hyggede sig i solen til tonerne af blandt andre Zididada, Blak, Per Vers og festivalens idémand, musikeren Rasmus Nøhr.

På forhånd var det målet, at festen skulle have minimum 1000 gæster, og med ca. 1200 besøgende på dagen blev det mere end opnået.

Koncerten i Trekroner var en del af den landsdækkende Danmark Dejligst-karavane og samtidig en markering af, at Trekroner-området sidste år vandt titlen som Årets Landsby 2016.

Som en del af konceptet stillede endagsfestivalen med to musikalske hovednavne i form af Rasmus Nøhr og Zididada foruden ølsalg og scene, mens det var op til den lokale styregruppe selv at finansiere resten.

– Det har været en stor opgave, så det er dejligt, det gik godt, siger Anne Nøhr Ringgren.

Danmark Dejligst besøger hen over sommeren 27 byer, og Rasmus Nøhr har planer om, at festivalen inden for få år skal vokse sig endnu større.

– Vi vil op at holde 101 koncerter om året. Det svarer til en i hver dansk kommune plus Færøerne og Grønland. Det vil gøre os til verdens største festival – bygget af danskerne, siger han og tilføjer, at målet bliver nået inden for et par år.

I Trekroner glædede også han sig over solskin, god stemning og ikke mindst stor lokal opbakning.

– Koncerterne er lavet på kærlige og helt almindelige danskere, der godt kan lide musik, forklarer han.

Ud på aftenen rykkede festen ind i hallen, hvor 250 var til afterparty med DJ.



Danmark Dejligst featured in